1. Kvinden har sin stolthed i sine børn og sin mand, hvorimod manden har sin stolthed i sine gerninger og sin position, og kun i sin kvinde, når hun er hans smukke ledsager. Kvinden er derfor mere tilbøjelig til at opdrage sin mand og tilskynde ham til at opnå noget i livet.

2. Kvinden elsker sine børn mere end hun elsker sin mand. Manden elsker sin kvinde mere end han elsker sine børn. En mor vil ofre alt for sine børn, en forelsket mand alt for sin elskede.

3. Kvinder har kærlighed til alle børn, mænd kun til sine egne. En mand adopterer af kærlighed til sin kvinde, ikke til børn.

4. Ægteskabet er kvindens måde at holde på faderen til sine børn og mandens måde at love noget, han ikke kan holde.

5. Hvis en fyr finder ud af, at en pige har været i seng med alle hans venner, bliver han mindre tiltrukket til hende, men hvis en pige finder ud af, at en fyr har været i seng med alle hendes veninder, bliver hun mere tiltrukket til ham. Den sidstnævnte pige ser anseelsen, den førstnævnte fyr ser manglen på jomfruelighed.

6. En grim piges usikkerhed stopper først den dag, hun er helt sikker på, hun er grim.

7. Kvinder tror i mange tilfælde, at mænd er tiltrukket i af det i kvinder, som kvinder selv er tiltrukket af i mænd. Denne fejltagelse kan både gøre dem ærværdige og depraverede.

8. For en mand kan det være mere spændende at omgås uinteressante kvinder end interessante mænd. Kvinder står sjældent i samme dilemma, sagde manden.

9. Skønhed gør ikke kvinder dumme, men overflødiggør blot klogskab og humor. Når kvinder ofte synes at mangle dybde, skyldes det alene mandens mangel på dybde i et henseende: I kærligheden.

10. Når det er en dreng, er han dum, når det er en pige, er hun charmerende naiv.

11. Den kvindelige arketype søger mandens bekræftelse, men ønsker den ikke. Den mandlige arketype ønsker kvindens bekræftelse, men søger den ikke. Sådan fuldender de hinanden.

12. Kvinders motivation for at undersøge deres køns natur er at sætte dem selv i godt lys. Mænds motivation for at undersøge kvinders natur er at få mere sex. Spørger man en kvinde, om hvordan kvinder er, vil hun ikke svare i sandhedens øjemed, men i selvværdets. Det omvendte af denne aforisme er også sand, men mere kompliceret.

13. Mange mænd frygter den, mange kvinder elsker den. Navnet er forelskelse.

14. Kvinder taler sig gennem problemer, mænd tænker. Det hænder, det omvendte burde være tilfældet.

15. Mænd forstår først rigtigt et tragisk dødsfald, hvis den dræbte er en ung smuk kvinde.

16. Mandens moral hedder ære og retfærdighed, kvindens moral hedder medfølelse og kærlighed. Alt for ofte leder moralen dem på vildspor. Æren er en morder, kærligheden en bedrager.

17. Kvinder kender alle følelser bedre end mænd med undtagelse af to: Jalousi og vrede.

18. Bag enhver stor mand stod en kvinde. Bag enhver stor morder stod flere.

19. Der er ikke den store forskel på en helt og en skurk. Heller ikke i kvinders øjne er forskellen til at se.

20. En kvindes vrede kan give hylen for ørerne. En mands kan udslette folkefærd og vælte nationer. Dette er også et udtryk for forskel i viljestyrke og målrettethed.

21. Vold og karisma gør en mand magtfuld, snilde og falske tårer gør en kvinde.

(Det er ikke uden grund, at jeg ofte ved fejltagelse citerer mig selv, når jeg vil citere Nietzsche)

Jeg undrer mig ofte over madkultur. Nu er jeg et ganske simpelt menneske, så god mad for mig kan nemmeste beskrives ud fra det jeg kalder baconprincippet: God mad kræver intet mere end kød, fedt og lidt salt. Men grunden til min undren er dybere. Fin mad er ofte krydret mad (i særdeleshed historisk set), men langt de fleste krydderiers smag er opstået for at undgå, at dyr spiser dem. Mange krydderier er frø, som modsat normale frø, der typisk er bitre, har en karakteristisk smag. Men det gælder ikke kun krydderier; Lakrids, mint og chokolade er ikke ligefrem dyrs fortrukne spise, men mennesker nyder det. Nogle krydderier er selvfølgelig blevet brugt til at dræbe bakterier i mad, typisk i kulturer uden salt, men langt fra alle krydderier har den egenskab.

Det interessante er, at jo finere mad er, desto mere tilvænning kræver det at spise det. Det samme kan siges om øl og vin. Børn spiser ikke delikatesser! Er fin mad og drikke en måde at signalere, at man har nået et civilisationsniveau, hvor man kan undertrykke ens ’naturlig’ smag for derimod at have trænet sig til at spise noget, som intet dyr eller ’primitivt’ menneske vil røre? 

Se, nu er status ikke en forklaring på alt, men måske langt hen ad vejen. Mennesker er det dyr, der er mest tilbøjelige til at kede sig. Vi stiller store krav til variation og udfordring. Set i det lys, er det ikke underligt, at asiatisk mad er krydret, eftersom asiatere pga. overbefolkning har måttet leve hovedsageligt af kulhydrater, særligt ris. De kompenserede derfor for manglen på kød med store mængder krydderier. Så selvom eller netop fordi mange krydderier er naturens fejlslagne forsøg på at udvikle gifte, så spiser vi så at sige krydderier for spændingens skyld.

Mennesker har et behov for at pine sig selv for vise andre vores selvkontrol og -disciplin. Overvej blot hvilke sindssyge diæter folk går på. Grapediæt? Hvad sker der for det? En diæt hvor man udelukkende spiser en frugt der mest af alt smager bittert. Bittersmag er jo naturens store ”no, no” skilt, fordi giftstoffer og umodne frugter typisk smager bittert. Ingen fedtdiæt? Fedt er kalorier som så meget andet, og vil man tabe sig, skal man bare indtage færre kalorier end man forbrænder. Alligevel forsøger mange diæter at fjerne netop den kaloriekilde, der gør mad lækkert at spise, nemlig fedt. Det er ikke sundt at lade være med at spise fedt, og man taber sig højst sandsynligt ikke af det, fordi man blot kompenserer for manglen på fedt ved at spise flere kulhydrater – måske endnu flere kalorier end man begrænsede sit fedtindtag med, fordi kroppen skriger på mad, når den ikke får fedt. Det skal være kedeligt at tabe sig, fordi at ville tabe sig handler ikke om at tabe sig, for nu at sige det som Robin Hanson ville have sagt det. At ville tabe sig handler om at signalere selvkontrol og -disciplin.

Og hvad med alkohol? Hvorfor har evolutionen ikke længe sagt stop med en automatisk brækrefleks, så vi kunne stoppe mens legen var god? Vi har i hvert fald tilpasset os på nogle punkter. Folk der enten ikke har haft alkohol eller kun haft små mængder alkohol, reagere anderledes på alkohol end os. De fleste samfund har haft alkohol, men kun landbrugssamfund har haft store mængder. Grønlændere har af gode grunde aldrig være i besiddelse af alkohol, før vesterlændingene kom til; det er jo ganske svært at brygge sprut på kød, og planter har de ikke haft mange af.  Grønlændere har derfor en meget stærk tilbøjelighed til at udvikle afhængighed. Også indfødte i Australien og New Zealand har problemer med at holde sig fra sprutten, højst sandsynligt fordi de heller ikke har udviklet en modmekanisme mod afhængighed.

Et hurtigt kig på verden siger mig også en ting, folk med adgang til store mængder alkohol har evolutionært fundet to løsninger: Høj tolerance eller meget lav tolerance. Høj tolerance gør kroppen i stand til at håndtere alkoholen; meget lav tolerance stopper det inden det er for sent. Mange asiatere har eksempelvis en genetisk mutation, der gør dem meget hurtigt syge (og rødmende) efter indtagelse af alkohol. Mellemøstelige samfund, som jo opfandt landbrug for så længe siden at de havde tid nok til at dyrke jorden til ørkner, har anderledes indfødt kulturelle forbud mod alkohol. Uden særlig kendskab til særlige genetiske mutationer, kan jeg sagtens forstille mig, at vi i Europa, særligt Nord- og Østeuropa, har en meget høj biologisk tolerance for alkoholindtagelse.

Man kan spørge sig selv: Hvorfor fylder alkohol så meget i vores kultur? Drukkultur går langt tilbage. Selveste Thor blev udsat i prøvelser i at bunde mjød. Interessante nok er mænd betydeligt mere tolerante over for alkohol end kvinder. Mænd kan rent fysisk holde til mere, men mænd tager også mindre mental skade af alkoholisme end kvinder. En sådan forskel skyldes ofte en ting: Mænd har konkurrerede om kvinder ved at indtage alkohol. Egentlig er alkohol en genial opfindelse til at teste en person. Har du ikke en influenza ved hånden, men vil du gerne teste styrken af en persons krop, så lad ham fylde kroppen op med gift, og se hvordan den håndterer det. Oveni kan du også observere hans mentale stabilitet og selvkontrol.

Det er en væsentlig forskel på at signalere et vist personlighedstræk og at etablerer et omdømme for en særlig adfærd.

I ’Gang Leader for a Day’ af sociologen Venkathesh beskrives end mindre bandekonflikt mellem bandemedlemmer fra Disciples og Black Kings, hvor nogle Disciples har lavet et drive by på Black Kings grund. Pastor Wilkins fungerer som mægler:

”[Pastor Wilkins] stood up. ”Now, I know how this began. Shorties probably fighting over some girls, right? And it got all the way to shooting each. That’s crazy! I mean, I can understand if you were fighting over business, but you’re killing people around here because of a spat in school!”

“We’re defending our honor,” Mayne [leder af Disciples] said. “Ain’t nothing more important than that.”

“Yeah,” said J.T. [leder af Black Kings] […]”

Wilkins forstår godt, at banderne bliver nødt til at kæmpe for deres omdømme, når det drejer sig om forsvaret af deres forretningsterritorier, men hvorfor også når det drejer sig om kampen om en pige? Hvis bandemedlemmerne bare ville vise at de er hårdhændede, når det drejer sig om forretninger, kunne de bare opføre sig hårdhændet i forretningssager. Men hvis de vil signalere, at de har ”ære,” kan de aldrig lade nogen træde på dem. Hvis du signalere, at du er en stædig, skal du forsætte med at være stædig, selv når det er gået op for dig, at din oprindelige beslutning var forkert. Det er ganske enkelt bedre, at være kendt som en person med karakterstyrke, frem for blot at være kendt som en person, der opfører sig om han havde karakterstyrke. Ens adfærd kan ændre sig i morgen, men man vil altid have den samme personlighed, så omdømmet kan aldrig binde en fuldstændigt, men det kan personligheden.

Kortsigtet irrationalitet kan være langsigtet rationelt, fordi det sætter en i stand til at fastsætte sig på en bestemt adfærd, for er ens kurs fastlagt, må andre indrette deres efter den: Er en bandeleder i stand til troværdigt at sige, ”jeg starter en bandekrig, hvis du gør sådan og sådan,” før modparten kan sige noget, ja, så må modparten rette sig ind. Det er det rene Schelling.

Det er med derfor god grund, at der i ”anarkistiske” konfliktforhold ofte udvikles meget klare, nærmest formelle, normer for, hvad der er ærefuld adfærd. Den sicilianske mafia har et råd bestående af mafiosoer, som afgør hvilken hævn, der er legitim. Ligeledes er FN normgivende for hvordan stridigheder mellem lande afgøres. På den måde sikres det, at parterne er enige om, hvornår gengældelse er legitim og hvor hård den må være. Endvidere sikres det, at man ikke for at beholde sin ære føler sig tvungen til at tage alt for drastiske midler i brug, hver gang modparten viser den mindste mangel på respekt.

Konflikten mellem Disciples of Black Kings afsluttes med, at Black Kings, som endnu ikke havde lavet et gengældelsesangreb, får lov til at sælge stoffer på Disciples territorium i en uge. Aftalen indgås med den betingelse, at hvis det næste gang er Black Kings, der laver noget lort, så vil de blive pålagt samme straf. Der er intet til at håndhæve en sådan aftale, men eftersom banderne indgår i gentagende spil, vil det være gensidigt fordelagtigt at forsætte aftalen, da den i sidste ende skaber stabilitet og sikkerhed i området. Bandelederne får derfor et incitament til at begrænse bandemedlemmerne adfærd.

Sidst føler jeg mig påtvungen til at nævne, at denne situation nærmest fuldstændig illustrerer min hypotese , om hvordan institutioner udvikles i anarki, nemlig gennem grupper (som indgår i gentagende spil), der begrænser medlemmerne (som indgår i enkeltstående spil med hinanden).  Institutionalisering forgår dermed ved, at fra at rettigheder forsvares i kraft af ens ære og ens omdømme, til at rettigheder forsvares gennem kontrakter, der håndhæves pga. gentagende spil.

Robert Ardrey I ‘The Social Contract: A Personal Inquiry into the Evolutionary Sources of Order and Disorder’:

“Wynne-Edwards, with a penetrating stroke of logic,, once wrote that a “hereditary compulsion to comply” must be the real key to social organization. Could none be stratified with less than alpha, then society would become impossible. But his logic proceeded: Any such innate compulsion cannot come about by direct inheritance. Since in most animal groups the alphas, through the privilege of rank, have not only greater access to females but generate in the female more insistent sexual desire, then the alphas, through generation, must leave descendant out of proportion to their number. If inheritance proceeded directly, then the capacity for subordination would soon be bred out of a species. But observation reveals no such tendency. “

På sin vis kan der siges at eksisterer en slags alfaswitch, der får et individ til at tilpasse de lokale styrkeforhold ved enten at være selvsikker og aggressive eller usikker og tilbageholden.  En depression kan ses i dette lys: Hvis en status pludselig falder, skal man tilpasse sig en lavere plads i hierarkiet, bl.a. ved at have et usikkert kropssprog, være uambitiøs og generelt tilbageholden.  Blot ved et sikkert kropssprog, sikker stemmeføring og målrettethed kan man signalere højere status, selv over for en person med betydeligt større fysisk styrke. Noget forskning tyder på at IQ og visse evner bliver dårligere, hvis personen føler sig mindreværdig når testen tages. Dette giver også mening ud fra ideen om en alfaswitch: Hvis switchen er slået fra, giver det mening at spille dårligere end man er for ikke at udfordre den overlegne alfa.

Mange dyr har direkte fysiske indikatorer på høj status. Løvhyttefuglen bliver blå, gorillaer får sølvpels osv. Dette er som Dawkins ”grønne skæg”: Fuldstændigt vilkårligt. Men det kan ikke efterlignes, for der kan kun være en alfahan, så hvis et svagt individ påtager sig indikatoren, er det et klart tegn på at han udfordre den siddende alfahan (”denne by er ikke stor nok til at os begge”). Kampe til døden vil derfor være en naturlig følge (eller til testikelafbidning, som det ofte sker blandt aber).

Alfaswitchen gælder ikke bare generelt for en person, men også i særlige omstændigheder. Status er lokalt, så vi skal også slå alfasswitchen til at fra afhængigt af det lokale omstændigheder. Blandt små søskende eller andre børn, kan en ellers usikker person udvise dominerende adfærd og kropssprog, som han ellers aldrig ville blandt jævnaldrene.

Den blot og bar forventning om at en given person er ’alfa’ gør ham til alfa. I en konflikt mellem to gorillaer vil andre gorillaer støtte op om den med sølv manken – hvis ikke af anden grund, så blot fordi de forventer, at andre vil gøre det samme. Ligeledes vil der være en klar forventning, om at alfahannen vil have større udholdenhed i en konflikt, og alene af den grund vil konkurrerende hanner være tilbøjelige til at acceptere sit nederlag. Det gælder ikke bare i fysiske konflikter, men i enhver beslutningssituation, hvor koalitionsdannelse er nødvendig. Hvis tre mand spørger ”hvor skal vi gå hen og spise,” vil forventningen om, at en bestemt person har højere status betyde, at hans beslutning vil blive fuldt – begge under ham, vil forvente, at den anden vil være enig med ’alfaen’.

Lad os lige, af ren morskab, gøre en smule anvendelse af mine overvejelser i sidste indlæg. For at opsummere konklusionerne: (1) Status er lokal, dvs. vi konkurrere om status med en begrænset mængde af mennesker; (2) og der er forskel på ekstern og intern status, dvs. statushierarkiet som det betragtes internt i en gruppe er forskellig fra hvordan folk ude fra gruppen betragter det. Her er det jo oplagt at få kønnene på bane. Status er lokal: Mænd konkurrerer med mænd, og kvinder med kvinder*. Ekstern og intern status er forskellig: En mand vurderer en anden mands status anderledes end en kvinde ville vurdere selvsamme mands status – og omvendt. Det er selvfølgelig interessant, efter som den ”eksterne status” i dette tilfælde er i høj grad er et mål for mandens værdi som partner.

Illustrativ stribe af WulffMorgenthaler (for smalle spalter her på siden, til at vide den, desværre)

Lad os starte med mænd. Mænd, især unge mænd, kan opnå status og respekt blandt andre mænd ved at være nørdet. De kan være decideret computernørder, men de kan også have en stor viden om fodbold eller bruge anormalt meget tid på deres biler. Der findes bilnørder, computernørder, sportsnørder, politiknørder, videnskabsnørder osv. både blandt kvinder og mænd, men gruppen er typisk meget mindre for kvinder. Det betyder ikke at mænd ikke kan få høj status i kvinders øjne ved at være en nørd, men blot at de i mange tilfælde så at sige skyder forbi mht. hvilket område de beskæftiger sig med (musik og sport er sikkert en god ide).

Hvorfor er mænd så mere nørdet end kvinder? Jeg vil vove den påstand, at mænd er mere internt motiveret end kvinder, dvs. mænd går mere op i nydelsen i at udføre en bestemt opgave end selve målet med opgaven. Igennem hele uddannelsessystemet har det i hvert fald været min erfaring. Pigerne klarer sig generelt bedre end drenge, men til nogle fag overgå nogle drenge selv de bedste piger. De piger der kaldes nørdet viser sig ofte også blot at være stræbere; de går op i faget, fordi læren siger det, men læser sjældent ud over pensum. I ekstremerne ses forskellen endnu tydeligere: For hver 4 drenge med autisme er der 1 pige. En evolutionær teori kunne sige, at årsagen er, at mænd var ansvarlig for udvikling af ny ”teknologi,” hvorimod kvinder var generalister. Min forklaring er, at gode evner inden for et bestemt område er en god måde at signalere gode gener på, men evolutionen er ikke perfekt, så den har bare gjort mænd motiveret til at være ”nørder,” i stedet for at fået mænd til at blive nørder inden for områder, kvinder finder attraktive (den teori forudsætter selvfølgelig polygyni, hvor kvinden vælger manden).

Det er ikke meget anderledes for kvinder. Når kvinder og piger fokuserer på modetøj, så er det ikke for at imponere mændene, som sjældent bemærker det – nej, det er selvfølgelig for at imponere andre kvinder og deres bøssevenner.  Endnu mere ’skudt forbi’ er kvinder fokus på sko; kun usikre mænd der ser ned, opdager en kvindes sko, men alligevel har mange kvinder en enorm passion for sko. En simpel test er at spørge en mand og en kvinde, om hvilket tøj en fælles veninde havde på i går – eller, hvis hun er på toilet, har på nu. Succesraten i budene vil være så meget desto større, hvis det omhandler hendes sko.

De fleste mænd ville fortrække at piger gik i tøj, der fremviser deres former, om så det er moderne eller ej. Men moden påbyder ofte det diametralt modsatte: I 90’erne var store trøjer moderne, og nu er løse natkjoleagtige kjoler moderne (Og det bliver endnu mere nattøjagtigt: Senest har jeg set flere og flere piger i byen iklædt alt for store T-shirts). Vi kommer her ind på det store spørgsmål om kønshykleri: Hvorfor er mænd en player og en kvinde en slut, hvis de har mange seksuelle partnere eller er for aggressive i deres seksuelle adfærd? En klassisk evolutionær teori ville sige, at manden fortrækker jomfruelighed og kyskhed for at undgå, at han opfostrer en anden mands barn. Men det forklarer ikke, hvorfor det i høj grad er kvinder, der kalder hinanden ’sluts’. Forklaringen er måske, at det blot er et spørgsmål om forskellig grad af social kontrol blandt mænd og kvinder. Hvis en mand er dygtig til at tiltrække mange seksuelle partnere, ved andre mænd, at der ikke er meget, de kan gøre ved det. I stedet for at nedgøre ham, vil de udnytte hans sociale position til deres egen fordel. Kvinder derimod er dygtigere i spillet med social kontrol, så de er i stand til at rolle sig sammen mod ’sluts’ for at begrænse konkurrencen.  Med andre ord er kvinder i stand til at håndhæve et kartel, hvorimod mænd freerider på begrænsningen af konkurrencen. Måske er den mindre ”åbenbarende” mode derfor netop et udtryk for begrænsning af ’konkurrencen’ blandt kvinder (økonomen Robert H. Frank fremhæver ofte i sine skriverier om status, f.eks. i Choose the Right Pond, at vi ofte udvikler normer, der mildner statuskonkurrencen, f.eks. krav om brug af hjelm i ishockey).

Den kontroversielle blogger Roissy fremhæver ofte kvinder projektion. Ifølge ham tror kvinder ofte, at mænd er tiltrukket af det samme træk i mænd, som de er. Et af de få afsnit af Sex and the City jeg har set handlede om mænd, der datede modeller. Hovedpersonerne i serien diskuterede det sammen og forsøgte at få sig selv til at fremstå bedre end modellerne: De var jo uddannede og havde måske deres egen virksomhed osv. Deres samtale skreg langt væk af projektion; de forvekslede deres egne værdier med mænds. Mænd går – jeg fristes næsten til at sige selvfølgelig – ikke op i at kvinder har en høj uddannelse og et højstatusjob. Hvem vil en mand helst giftes med? En sygeplejerske eller en læge? Et andet eksempel på kvinders projektion er troen på, at mænd tiltrækkes af solbrændt hud. Mænd fortrækker gennemsnitligt, ifølge mange undersøgelse, kvinder med lysere hud – ikke nødvendigvis ligblegt, men slet ikke orange, som mange kvinder bliver når de tager sol. Denne form for projektion vil selvsagt medfører, at en kvinde status vurderet af en mand er forskellig fra samme kvindes status vurderet af en kvinde. (Findes den form projektion også blandt mænd, kan man pænt spørge? Det nærmeste eksempel er i purepwnage.com, hvor Jeremy er overbevist om, at alle kvinder er vilde med ham, fordi han er pr0 og pwner n00bs - dvs. han er en hardcore nørd.)

*Kønskamp er intellektuelt fis og ballade, og hvis kvindekamp er noget, er det den arbejdende kvindes kamp om status mod den hjemmegående husmor. Hvor arbejdende kvinder før havde lav status, har de i dag høj status. Omvendt med hjemmegående.

Teorier om status kan forklare meget, men hvad migration? Konkurrencen om status kan være mere eller mindre lokal og global. Store dramaer drejer sig ofte om ekstrem lokal status, mellem brødre, venner og far og søn. I nogle tilfælde er man fuldstændig ligeglad med hvor godt andre klare sig, så længe man bare klare sig bedre end en særlig person. Status kan også være global: Nogle vil bare være den bedste i hele verden. Motivationen for global og lokal status varierer selvsagt fra person til person og fra det pågældende felt, hvor konkurrencen om status udspiller sig (indkomst, sport, musik osv.).

Min påstand er, at status oftere er lokal end global. Evolutionen har givet os motivation efter status, så vi kan tilegne seksuelle partnere og opbygge alliancer (venskaber). Teoretisk er der derfor god grund til, at vi mest går op i vores status i forhold de mennesker, der er tættest på os: Vi anvender status lokalt, så vi forholder os til status lokalt. Vi beskæftiger os med naboernes biler, ikke nabobyens biler. I en nulsumsverden, dvs. hvor det at vi opnår visse resurser, betyder at andre mister dem, vil man i særdeleshed beskæftige sig med lokal status. Hvis man skal forøge sin egen status på bekostning af andres, er det bedst at gøre et på bekostning lokale individers status, for i så fald vil man både hæve sin egen status og sænke i en konkurrent status. Det gælder eksempelvis løvhyttefugle. Fuglene konkurrerer om seksuelle partnere ved at bygge små hytter, som de udsmykker med sten og smukke genstande.  De stjæler ofte udsmykning fra andre hanners hytter, men i langt de fleste tilfælde kun fra deres naboer. Når de alligevel er i gang, kan de lige så godt sænke naboens status, samtidig med de forøger deres egen, for dermed at komme endnu længere op i hierarkiet.

Status er også lokal i en anden forstand: Vi går mest op i menneskers status, som ligger tæt på os i statushierarkiet, og vi vil vurdere statushierarkiet ud for træk, der placere os favorabelt. Mennesker er ret gode til at undgå at forholde sig til personernes status, som overgår vores egen betydeligt. Fattige vil sige ”vi går ikke op i penge,” hvis situationen tvang dem til at forholde sig til riges status. Intelligente nørder går ikke op i at have god form, og lækre dumme piger går ikke i intelligens. I online computerspil vil dårligere spillere ofte ”sabotere” spillet ved at spille fjollet, når de spiller med en god spiller. På den måde er de ikke tvunget til at forholde sig til, at de er betydeligt dårligere. De vil ganske enkelt afbryde kampen om status på forhånd. Vi vil også forsøge at bo steder, hvor mange af de andres status ligger tæt på vores eget.

Se spørgsmålet er så: Hvorfor migrerer folk? Status må være et luksusgode: Hvor rigere vi er, desto støre del af vores resurser vil vi bruge på det. Det giver derfor mening at migrere hvis du er på sultegrænsen, for i en sådan situation, vil man ikke overveje status, selvom man typisk opnår betydeligt lavere status i modtagerlandet. Men hvad når man hvis man er østeuropæere eller fra mellemøsten? Dem der migrerer hertil har ikke nødvendigvis høj status i hjemlandet, men de har i mange tilfælde betydeligt højere status end de opnår her. Måske vil de bare have højere levestandarden, eller måske går de så meget op i global status, at de er villig til at ofre lokal status for at opnå højere global status. Mere sandsynligt er, at de i virkeligheden blot i meget høj grad er motiveret af lokal status. Jeg skelner mellem to slags status: Intern status, der er den status, man har indenfor en given gruppe, og ekstern status, der er den status, man har for andre uden for gruppen. Når muslimer f.eks. flytter hertil landet, får de typisk lav ekstern status, men deres interne status er afgjort af muslimske minoriteter i Danmark, ikke af de indfødte danskere. Man kan meget vel forstille sig at en muslimsk immigrants placering i danske muslimers statushierarki i høj grad svarer til deres placering i hjemlandet. De opnår dermed højere levestandard, men bevarer deres status. Det er derfor ikke tilfældigt, at mange muslimske immigranter startede som gæstearbejdere. Deres plan var meget muligt først, at de kom her for at tjene penge, de kunne bruge til at forøge deres status derhjemme. Men der immigrationen blev stor nok, var der nok muslimer her, til at danne et lokalt statushierarki bestående af muslimer.

Teorier om status kan forklare meget, men hvad migration? Konkurrencen om status kan være mere eller mindre lokal og global. Store dramaer drejer sig ofte om ekstrem lokal status, mellem brødre, venner og far og søn. I nogle tilfælde er man fuldstændig ligeglad med hvor godt andre klare sig, så længe man bare klare sig bedre end en særlig person. Status kan også være global: Nogle vil bare være den bedste i hele verden. Motivationen for global og lokal status varierer selvsagt fra person til person og fra det pågældende felt, hvor konkurrencen om status udspiller sig (indkomst, sport, musik osv.).

Min påstand er, at status oftere er lokal end global. Evolutionen har givet os motivation efter status, så vi kan tilegne seksuelle partnere og opbygge alliancer (venskaber). Teoretisk er der derfor god grund til, at vi mest går op i vores status i forhold de mennesker, der er tættest på os: Vi anvender status lokalt, så vi forholder os til status lokalt. Vi beskæftiger os med naboernes biler, ikke nabobyens biler. I en nulsumsverden, dvs. hvor det at vi opnår visse resurser, betyder at andre mister dem, vil man i særdeleshed beskæftige sig med lokal status. Hvis man skal forøge sin egen status på bekostning af andres, er det bedst at gøre et på bekostning lokale individers status, for i så fald vil man både hæve sin egen status og sænke i en konkurrent status. Det gælder eksempelvis løvhyttefugle. Fuglene konkurrerer om seksuelle partnere ved at bygge små hytter, som de udsmykker med sten og smukke genstande.  De stjæler ofte udsmykning fra andre hanners hytter, men i langt de fleste tilfælde kun fra deres naboer. Når de alligevel er i gang, kan de lige så godt sænke naboens status, samtidig med de forøger deres egen, for dermed at komme endnu længere op i hierarkiet.

Status er også lokal i en anden forstand: Vi går mest op i menneskers status, som ligger tæt på os i statushierarkiet, og vi vil vurdere statushierarkiet ud for træk, der placere os favorabelt. Mennesker er ret gode til at undgå at forholde sig til personernes status, som overgår vores egen betydeligt. Fattige vil sige ”vi går ikke op i penge,” hvis situationen tvang dem til at forholde sig til riges status. Intelligente nørder går ikke op i at have god form, og lækre dumme piger går ikke i intelligens. I online computerspil vil dårligere spillere ofte ”sabotere” spillet ved at spille fjollet, når de spiller med en god spiller. På den måde er de ikke tvunget til at forholde sig til, at de er betydeligt dårligere. De vil ganske enkelt afbryde kampen om status på forhånd. Vi vil også forsøge at bo steder, hvor mange af de andres status ligger tæt på vores eget.

Se spørgsmålet er så: Hvorfor migrerer folk? Status må være et luksusgode: Hvor rigere vi er, desto støre del af vores resurser vil vi bruge på det. Det giver derfor mening at migrere hvis du er på sultegrænsen, for i en sådan situation, vil man ikke overveje status, selvom man typisk opnår betydeligt lavere status i modtagerlandet. Men hvad når man hvis man er østeuropæere eller fra mellemøsten? Dem der migrerer hertil har ikke nødvendigvis høj status i hjemlandet, men de har i mange tilfælde betydeligt højere status end de opnår her. Måske vil de bare have højere levestandarden, eller måske går de så meget op i global status, at de er villig til at ofre lokal status for at opnå højere global status. Mere sandsynligt er, at de i virkeligheden blot i meget høj grad er motiveret af lokal status. Jeg skelner mellem to slags status: Intern status, der er den status, man har indenfor en given gruppe, og ekstern status, der er den status, man har for andre uden for gruppen. Når muslimer f.eks. flytter hertil landet, får de typisk lav ekstern status, men deres interne status er afgjort af muslimske minoriteter i Danmark, ikke af de indfødte danskere. Man kan meget vel forstille sig at en muslimsk immigrants placering i danske muslimers statushierarki i høj grad svarer til deres placering i hjemlandet. De opnår dermed højere levestandard, men bevarer deres status. Det er derfor ikke tilfældigt, at mange muslimske immigranter startede som gæstearbejdere. Deres plan var meget muligt først, at de kom her for at tjene penge, de kunne bruge til at forøge deres status derhjemme. Men der immigrationen blev stor nok, var der nok muslimer her, til at danne et lokalt statushierarki bestående af muslimer.

Mennesker elsker at fortage noget de gode til, men som stadig udfordrer dem. Den nydelse man opnår ved at fortage sig noget man nyder, kaldes i positivpsykologien for flow. Flow er den totale fordybelse i et stykke arbejde, en opgave eller aktivitet. Og det gælder om så vi udfordres af nyttige omgaver eller blot at ’nytteløse’ aktiviteter, som at dyrke sport, male eller skrive romaner til skuffen. Ja, nogle vil nok sige, at det netop er i de ’nytteløse’ aktiviteter vi oftest får oplevelsen af flow – det er når vi dyrker vores yndlingssport, når vi maler og skriver, når vi spiller musik, og når vi løser små sjove matematiske problemer, og når vi, ej at forglemme, spiller computer. Dette burde undre folk der, for at bruge Dawkins ord, betragter mennesket som en overlevelsesmaskine. En ting er at vi søger udfordringer: Hvis overlevelse er målet, burde vi ikke gå efter målet, med mindst mulig udfordring? Endnu værre er, at vi søger mest mulig udfordring med den mindst mulige gevinst.

Men mennesket er ikke en overlevelsesmaskine. Intet dyr er. At leve er måske et væsentligt problem for et menneske, men at reproducere er hvad det hele drejer sig om for et gen. Og hvem er det lige, der bestemmer over hvem? Mennesket over sine gener, eller generne over sit menneske?  Generne selvfølgelig. For at reproducere skal man finde en partner, men vores gener skal i vores børn kroppe leve side om side med vores partners gener, så vi må hellere være omhyggelige med at vælge – og omhyggelige med at vise hvor gode gener vi har. Og nu kan vi forstå hvorfor vi oplever flow, når vi udfordres: Vi vil gerne vise hvor dygtige vi er, og dermed hvor gode gener vi har, så vi går lige til grænsen af vores evner. Og dette gælder ikke kun de bedste, for selvom intelligente mennesker ville grine af dem, giver stadig det mening for retarderede at spille skak mod hinanden, bare for at vise at de hver især ikke er den dummeste. Kun den, der på forhånd ved, at han ikke kan være bedre end nogen anden person, kan være ligeglad.

Mennesker vil derfor gerne udfordre, og vi gør derfor meget sværere end det egentlig er. Vi er prætentiøse. Mange videnskaber har en særlig form, der går dem svært tilgængelige for outsidere. Sociologi og filosofi er slemme til at have meget udviklede begrebsapparater. Tag nu bare denne sætning fra en bog om bandekriminalitet: ”The postmodern deconstruction of ”authentic” essentialist identities has a paradigmatic example in the amazing global pastiche of hip-hop.” (Hagedorn: A world of Gangs). Besværligt forståeligt. Slår man op på en tilfældig side af Derrida eller Deleuze får man nok samme effekt. Men økonomer er ikke bedre. Tidligere økonomer skrev ofte i et fint, men svært forståeligt sprog. Økonomer er blevet bedre og bedre til at anvende klart sprog med få veldefinerede begreber – alt imens matematikken er blevet sværere og sværere. Jeg vil endda vove den påstand, at desto mindre matematik en økonom bruger, desto sværere sprog bruger og/eller desto flere nye begreber laver denne. Eksempelvis gør dette års vindere af nobelprisen i økonomi, Williamson og Ostrom, meget lille brug af matematik, men begge har de et udviklet begrebsapparat.

Det er ikke kun på formsiden, at videnskab søger at udfordre sig selv. Mange videnskaber har en tilbøjelighed til at beskæftige sig med emner, der giver meget lille samfundsmæssig nytte, men som er udfordrende.  Matematikere er slemme til dette. Tag f.eks. spørgsmålet om x4 +y4 z4= w4  har en heltallig løsning. Det var en triumf for matematikken, da det blev bevist, at der var uendelige mange heltallige løsninger, men en ligegyldighed for menneskeligheden. Strengteori inden for fysik er et andet oplagt eksempel.

At gøre noget er mere udfordrende end nødvendigt gælder i høj grad inden for kunst. Jeg har ofte undret mig over hvad formålet med digte er. Særligt digte der kræver tolkning. Har man noget man vil sige, kan man så ikke sige det klart? Og er de smukkeste digte, ikke netop dem, der er umiddelbart forståelige, i alt deres billedlighed? Men digte er blot soduko for ikke-matematiske typer. De skal netop være svært forståelige. Det er godt hvis digteren kan signalere sine fantastiske evner ved at skrive fine digte, men det er endnu bedre, hvis læseren også kan signalere sine evner ved at forstå digtet. Jeg skal heller ikke være bleg for at indrømme, at jeg netop nød Charlie Kaufmans nye film ’Synecdoche, New York’, fordi alt var absurd på overfladen, men gav mening på en ikke-umiddelbar og abstrakt måde.

En musiker, kunstner, en filmskaber eller en forfatter vil i nogle tilfælde filtrere alt det nemt tilgængelige og underholdende fra i deres kunst, for kun at lade det svært tilgængelige og abstrakte blive tilbage – og dette gør de netop for betragterens skyld. Det er antiintuitivt, men lad mig forklare. Hvis kunst er både underholdende og dybt, kan både de, der forstår det, og de der ikke gør, bruge kunsten. Hvis kunsten derimod ikke er underholdningen, måske tværtimod kedelig og grim, kan kun de der forstår kunstens dybde, holde ud at se den. Bare det at man ser den slags kunst, signalerer, at man også forstår det: Hvis kunsten også var underholdende, vil også de, der ikke forstår den, se den, men når kunsten for de uforstående kun er kedelig og grim, er man sikker på, at dem der ser den, også forstår den. For at holde alle de ufine ude, skal fine film derfor være kedelige; fin kunst skal være grimt; og stor poesi umuligt at nyde ved første læsning. Og man skal virkelig træne sit øre for at forstå atonalt eller serialistisk musik som musik.

Når en filmskaber taler om, at de vil bryde med traditionelle dramaturgiske modeller, så siger han derfor i virkeligheden, at han overlagt laver filmen kedelig. Rohmers film ”Le rayon vert” er et godt eksempel. Det er en film uden meget handling og masser af snak. Den afsluttes pludselig, når hovedpersonen uden grund begynder at handle anderledes. Man kan næsten sige, at der slet ikke er nogen egentlig handling, for det der egentlig afsluttede filmen kunne lige så godt være sket 10 minutter inde i filmen, som 10 minutter før den sluttede.

Hvad er flow så? Flow er stræben efter status i forklædning. For mennesket selv er følelsen af flow og stræben efter status vidt forskellige, men for evolutionen er det en og samme ting. Et forsøg på at overgår andre.

I mine indlæg om moral nævnte jeg eksempler, hvor den sociale kontrol forgik decentralt, men der er selvfølgelig også en afgørende central magt der udøver social kontrol: Staten. Staten kan ikke udøve social kontrol på samme måde individer gør, når de vælger deres sociale netværk. Staten er slet ikke i besiddelse af den viden, som individer bruger til at vælge hvem de skal omgås. Staten har en tilbøjelighed til at bruge for meget straf, fordi det er svært at boycutte (tilbageholdes af ydelse) nogen centralt, så længe man ikke har nogen ydelse, man kan true med at trække tilbage.

Som jeg har nævnt i mine tidligere indlæg, så forgår mest uformel magt gennem tilbageholdelse af ydelser. Venner bliver til ikke-venner, hvis de bliver uvenner – ”vennetjenester” tilbageholdes. Simpelt noget for noget. Dette er ikke straf: Man undgår ganske enkelt, at den pågældende kommer i en position hvor denne kan gøre skade. Ridser han ens bil, kan en han låne den igen; taler han grim til os, taler vi ikke med ham. Denne form for magt er derfor fuldstændig fredelig. Det er ikke en aggression som reaktion på en anden aggression, men en simpel undgåelse af fremtidige aggressioner (dette kan selvfølgelig godt forgå præventiv, f.eks. ved at kende visse typer). Dette forgår på baggrund af en masse decentral information om andre mennesker.

Staten kan aldrig håndhæve sin magt på den måde. Staten har først og fremmest slet ikke nok information om menneske, og staten er slet ikke i position til at tilbage en lang række ydelser, fordi disse er ydelser givet blandt mennesker. Det nærmeste staten komme denne rolle, er hvis den konfiskerer visse resurser fra befolkningen, for derefter at true med ikke at give dem tilbage, hvis ikke befolkningen gør som staten siger. Staten kan dermed tilbageholde vise ydelser. Ligheden er kun overfladisk. Hvis jeg hjælper dig med at flytte, og du så hjælper mig med noget andet, er det en fuldstændig frivillig aftale. Hjælper jeg dig gang på gang, uden at du giver noget igen, vil det før eller siden går op for mig, at du ikke er til at stole på. Der er intet jeg kan gøre for at få det tilbage jeg har givet. Jeg kan kun undgå at jeg og andre bliver narret igen. Når staten derimod tilbageholder ydelser fra os, gør den dette ved først at anvende vold for at tilegne sig disse resurser.

Men desto mere kontrol staten har over økonomien, desto større mulighed har staten for at boycutte individer. Dette betyder at man i Danmark har stor kontrol med arbejdsløse, eller at man i Kina kunne tvinge kvinder til at tage abort med trusler om fyring. Men statslig boycuttning fungerer sjældent ligeså effektivt som privat. Få så at fordelen ved at boycuttning var at man helt kan undgå at personer med visse dispositioner komme i positioner hvor de kan gøre skade: Hvis ingen vil gifte sig med voldelige ægtemænd, er der ingen voldelige ægtemænd. Men når staten boycutte, gør den det ved først tage noget fra en, derefter give det, og så true med at tage det igen. Når staten boycutter minder det derfor i højere grad om straf, fordi intet ved det forhindrer den boycuttede i at udføre visse handlinger (kun i meget få tilfælde, f.eks. udsmidning fra en skole).

Staten centrale magt betyder også at den har en helt særlig position. Lad mig tage et eksempel. Forskellen på opkrævning af skat og tyveri, er at hvis man tvinger tyven væk, kan man ikke forvente at han kommer næste dag med forstærkning, indtil tyveriet lykkes. Selv hvis tyven rent faktisk havde forstærkning at trække på, ville det ikke ske, for hvorfor skulle de spilde resurser på en, der havde vist sig at være i stand til at forsvare sig selv? Først hvis tyven var så godt organiseret, at den gruppe han tilhørte vitterligt havde en omdømme for at vende tilbage, ville det kunne betale sig: Et omdømme for at vende tilbage indtil det lykkes, gør røveriet meget mere smertefrit, for hvem gider forsvare sig mod nogen, som er fast besluttet på at forsætte til man bukker under? Tyven vil derfor vende tilbage, ikke blot for at stjæle, men også for at opretholde dette omdømme, der i det store hele har langt større værdi end et enkelt tyveri. Eksemplet her viser, at statens særlige position består i dens omdømme. Staten er en overmagt, og det ved alle.

Det afgørende for staten er derfor ikke monopol på fysisk magt, men monopol på omdømme for brug af fysisk magt. Hvis borgerne hver dag glemte, hvad staten tidligere havde gjort, ville det kæmpe organiserede magtapparat ikke betyde det store. Den eneste måde at opkræve skatter på ville være ved direkte konfiskation. Den eneste måde at håndhæve love på ville være ved fysisk i selve gerningsøjeblikket at tvinge folk til ikke at bryde dem. Staten ville selvfølgelig sige, at man bare skulle vente sig, men det ville være en tom trussel, for når man havde overtrådt loven, ville staten ikke haven nogen grund til at straffe en, fordi ingen alligevel ville kunne huske det bagefter.

Staten monopoliserer ikke nødvendigvis brugen af vold og våben, men helt sikkert organiseret brug af vold og våben. Så selv om det er muligt for individer at etablere et omdømme for at ”straffe” andre (på værtshuse f.eks.), så er det stort set umuligt for organisationer. I primitive samfund, hvor magten grundlæggende er placeret ved de forskellige familier, er familierne nødt til at ”enes” for at kunne leve sammen, fordi i intet tilfælde forventes det, at en familie er en anden absolut overlegen (Heraf opstår love, selvom der ikke er nogen autoritet - jeg har skrevet en længere artikel på liberator om dette: http://liberator.dk/index.php/6597 ). Selv en fysisk overlegen familie vil ikke nødvendigvis forsøge at nedkæmpe en anden svagere familie, fordi så længe den svage har et omdømme for at slå igen, vil den stærke familie vide, at selv en sikker sejr er meget omkostningsfuld. I sovjetunionen derimod stod staten overfor individerne, ikke overfor grupper af individer, hvilket gjorde undertrykkelse muligt. I et samfund med decentral magt, er man dum, hvis man ikke forsvarer sig selv, for så kan man sikre sig at blive angrebet igen. I et samfund med central magt, er man dum hvis man forsvarer sig mod magten, for så kan man være sikker på at få igen koste hvad det koste vil, for hvis magten ikke giver igen hvad end det koster, er den ikke længere en overmagt.

Staten er central magt, men dette er ikke en nødvendighed. Hvis mennesker var mere mobile ville staten være decentral magt, fordi folk ville være i stand til at forlade staten. I nutidens samfund er den største hindring for mobilitet ikke transport, men kultur, sprog, netværk og familie. Sagt økonomisk: folks har folk investeret i specifik kapital som ikke kan sælges (sunken omkostnings), hvilket sætter staten i stand til at tilegne sig kvasirent. Det samme gælder en kvinde der er fastholdt i et voldeligt ægteskab: I nogle tilfælde kan manden betragtes som central magt, fordi kvindens mobilitet på mange måder er hindret. Der er dog væsentlige forskelle mellem en stat og en voldelig ægtemand: Staten fødes vi ind i, den voldelige ægtemand vælges. Fordi ægtemanden vælges, er det muligt på forhånd at sikre sig mod voldelige tilbøjeligheder før investering i den specifikke kapital fortages (eller før andre investeringer opgives, f.eks. investering i humankapital til arbejdsmarkedet). Det er ligeledes muligt at indgå en langtidskontrakt, der beskytter parterne (kontrakten ville skulle blive håndhævet gennem straf). Modsat forholder det sig ved staten. Allerede fra den dag vi bliver født, har vi noget, vi ikke har andre steder: Familie. Nogle år efter har vi sprog og en spæd tilegnelsen af kulturen. Der fra og til den dag, hvor vi rent faktisk kan beslutte os for at forlade landet, bruger vi enorme mængder resurser på at knytte os til det. Forstil dig, hvordan verden ville se ud, hvis vi kunne beslutte os for, hvor vi ville bo, før vi blev født. Forskellen mellem den verden og vores verden, er så meget specifik kapital betyder.